”Man må da støtte de svageste i samfundet,
for sådan bliver vi alle stærkere.”
Finn Nørgaard,
27.05.1959 - 14.02.2015
”Man må da støtte de svageste i samfundet,
for sådan bliver vi alle stærkere.”
Finn Nørgaard,
27.05.1959 - 14.02.2015
Den 14. februar 2015 blev Finn Nørgaard brutalt dræbt foran Kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København.
Hos Finns familie og hans nærmeste venner er der et stort ønske om at handle aktivt og positivt efter denne meningsløse hændelse, der tog kære Finn fra os. Vi ønsker at ære ham. Og vi ønsker at sikre, at hans gavmilde personlighed og værdier løftes videre i livet og kommer til gavn for andre, da Finns hjerte bankede stærkt for mennesker med sociale udfordringer.
Det gør vi med Finn Nørgaard Foreningen af 14. februar 2015.
Foreningens
|
Støt
|
Foreningens
|
”Foreningens formål er at støtte, iværksætte og gennemføre projekter, der fremmer medmenneskelig forståelse og dialog med henblik på at imødegå konflikter som den, der kostede Finn Nørgaard livet. Foreningen har et særligt fokus på udsatte børn og unge og mennesker med sociale udfordringer”
Har du et godt projekt? Så hører vi meget gerne fra dig. Det er kun et begrænset antal projekter, vi kan give støtte. Der ydes typisk støtte på 50.000 kr. og derunder.
1. Tjek, at dit projekt ligger inden for vores indsatsområder
Læs nærmere om vores aktuelle støttekriterier her.
2. Send en ansøgning
I første omgang vil vi høre om dit projekt i kort form. Brug dette ansøgningsskema.
Send ansøgningsskemaet til pia.toftdal@gmail.com
3. Afvent svar
Vi behandler ansøgninger løbende, men der kan gå 3-4 måneder, før du får svar. Hvis vi er interesserede i dit projekt, går vi i dialog, og vi vil bede om at få uddybet projektet med en udførlig projektbeskrivelse, budget og finansieringsplan, anbefalinger mv. Send derfor din ansøgning i god tid før projektet skal starte.
Har du spørgsmål, så send en mail til pia.toftdal@gmail.com
Lørdag eftermiddag den 14. februar 2015 blev Finn Nørgaard dræbt foran Kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Vi kender ikke alle detaljer, men efterfølgende vidneudsagn tyder på, at Finn forsøgte at forhindre den 22-årig mand i at fortsætte med at skyde igennem dørene ind til et debatmøde om ytringsfrihed. 28 skud blev affyret gennem facaden til Krudttønden, inden Finn var på nært hold af terroristen, der skød Finn. Finn døde hurtigt, på trods af at tililende private personer og ambulancefolk forgæves forsøgte at redde hans liv.
Finn Nørgaard blev 55 år og har gennem mange år været en fast og skattet samarbejdspartner for alle, der har haft fornøjelsen af hans skarpe og humoristiske syn på livet. Han var både filmproducent, instruktør og fotograf på samme tid og arbejdede desuden på utallige opgaver, store som små, ved siden af sine egne dokumentarprojekter.
For alle der mødte Finn for første gang, fremstod han både kompetent og sympatisk. Men dem der lærte ham bedre at kende, kunne se, at det stak meget dybere end det. Finn var af natur både høflig, betænksom og samtidig meget ambitiøs i alt, hvad han gav sig i kast med. Kvaliteten skulle være i orden uanset budgettets størrelse, hvilket altid gav et godt resultat. Finn var dertil en blid og præcis lærer, der underviste mange fotografer in spe i mediets muligheder.
Men Finn var mere end det, for dem der blev hans venner. Han var både betænksom, opmærksom og faktisk ret gammeldags. Han var det, man kan kalde et ”belevent menneske”. Han lyttede mere end han talte, og han huskede, hvad han fik at vide. Ikke mindst stillede han altid op, hvis nogen bad ham om hjælp.
Finn var også en meget fredelig og tolerant person, der værnede om alles frihed og rettigheder. Han havde især en stor empati for dem, der havde problemer og udfordringer med at klare sig, hvilket også kommer klart til udtryk gennem hans dokumentarprogrammer. Det sidste han ville ønske sig var, at hans død skulle bruges til at skabe større afstand mellem folk og religioner - han ønskede kun det modsatte. Finn troede på det gode i mennesket, men tog også afstand fra afstumpethed og vold.
Finn var både et tænkende og handlende menneske. Og han havde en stærk fornemmelse af, hvad der var rigtigt og forkert. Hans sidste handling var modig, men fik fatale konsekvenser.
Æret være Finn Nørgaards minde.
Ved Finns bisættelse optrådte sanger Dicte og bassist Lennart Ginman med nummeret ”Nature Boy”. Sangen kan streames via Spotify og købes på iTunes. Alle indtægter går ubeskåret til Finn Nørgaard Foreningen.
Finn levede sit liv på grundfæstede værdier. Han gav ofte udtryk for at åbenhed, interesse, tillid og kærlighed er vejen frem, og at vi sammen skal tage hånd om hinanden. Sammen skal vi gøre en indsats for de børn og unge, som føler sig uelskede. På den måde kan vi forhindre, at nogle mennesker bliver hadefulde.
Tre ting symboliserer Finn mere end meget andet: Kærlighed, dannelse og dialog.
KærlighedFinn levede sit liv med kærlighed som brændstof. God karma, positiv energi og omtanke for andre var Finns drive. Meget få mennesker havde så mange tætte venner som Finn, og han havde hjerterum som ingen anden. Han stillede op, når der var brug for det. Der var altid plads i Finns hjerte. |
DannelseFinn vidste, hvad der var rigtigt og forkert og handlede instinktivt derefter. Hos Finn eksisterede der ingen hurtige løsninger eller halvhjertet indsats. Finn var fair, empatisk og altid nysgerrig på at lære og forstå mennesker, kulturer og religioner. |
DialogFinn var et menneske, der lyttede, før han talte. Og lyttede før han dømte andre. Han anså dialog for at være det stærkeste og mest effektive virkemiddel. Finn levede sit liv efter at vise respekt over for alle. For når respekten forsvinder, forsvinder menneskeligheden. |