Om Finn

Lørdag eftermiddag den 14. februar 2015 blev Finn Nørgaard dræbt foran Kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Vi kender ikke alle detaljer, men efterfølgende vidneudsagn tyder på, at Finn forsøgte at forhindre den 22-årig mand i at fortsætte med at skyde igennem dørene ind til et debatmøde om ytringsfrihed. 28 skud blev affyret gennem facaden til Krudttønden, inden Finn var på nært hold af terroristen, der skød Finn. Finn døde hurtigt, på trods af at tililende private personer og ambulancefolk forgæves forsøgte at redde hans liv.

Finn Nørgaard blev 55 år og har gennem mange år været en fast og skattet samarbejdspartner for alle, der har haft fornøjelsen af hans skarpe og humoristiske syn på livet. Han var både filmproducent, instruktør og fotograf på samme tid og arbejdede desuden på utallige opgaver, store som små, ved siden af sine egne dokumentarprojekter.

For alle der mødte Finn for første gang, fremstod han både kompetent og sympatisk. Men dem der lærte ham bedre at kende, kunne se, at det stak meget dybere end det. Finn var af natur både høflig, betænksom og samtidig meget ambitiøs i alt, hvad han gav sig i kast med. Kvaliteten skulle være i orden uanset budgettets størrelse, hvilket altid gav et godt resultat. Finn var dertil en blid og præcis lærer, der underviste mange fotografer in spe i mediets muligheder. 

Men Finn var mere end det, for dem der blev hans venner. Han var både betænksom, opmærksom og faktisk ret gammeldags. Han var det, man kan kalde et ”belevent menneske”. Han lyttede mere end han talte, og han huskede, hvad han fik at vide. Ikke mindst stillede han altid op, hvis nogen bad ham om hjælp.

Finn var også en meget fredelig og tolerant person, der værnede om alles frihed og rettigheder. Han havde især en stor empati for dem, der havde problemer og udfordringer med at klare sig, hvilket også kommer klart til udtryk gennem hans dokumentarprogrammer. Det sidste han ville ønske sig var, at hans død skulle bruges til at skabe større afstand mellem folk og religioner – han ønskede kun det modsatte. Finn troede på det gode i mennesket, men tog også afstand fra afstumpethed og vold.

Finn var både et tænkende og handlende menneske. Og han havde en stærk fornemmelse af, hvad der var rigtigt og forkert. Hans sidste handling var modig, men fik fatale konsekvenser. 

Æret være Finn Nørgaards minde.

Dicte & Lennart Ginman ’Nature Boy’

Ved Finns bisættelse optrådte sanger Dicte og bassist Lennart Ginman med nummeret ”Nature Boy”. Sangen kan streames via Spotify og købes på iTunes. Alleindtægter går ubeskåret til Finn Nørgaard Foreningen.

Lyt til sangen her